Det forlyder, at mange er i tvivl om, hvad der sker med de planlagte vandtrapper på Hou Lystbådehavn. Jeg vil gerne opridse de faktuelle oplysninger herunder.
For et par år siden stillede Aalborg Kommune en sum penge til rådighed til Hou og Hals til fornyelsesprojekter. For Hou’s vedkommende skulle pengene primært bruges til området ved Borgerhuset og på Hou Lystbådehavn.
Der blev afholdt borgermøder og nedsat arbejdsgrupper med henblik på, gennem en demokratisk proces, at planlægge en række delprojekter, som angiveligt skulle forskønne vores område.
Et af disse projekter er området på havnen, helt præcist parkeringspladsen, havnepromenaden og vandkanten. Det er det projekt, det følgende drejer sig om.
Projektet blev udformet af projektgruppen i samarbejde med arkitektfirmaet LabLand. Projektet var meget ambitiøst og flot udformet, og ville virkelig have pyntet området. Desværre ville stort set hele havnens parkeringsplads blive inddraget til formålet, hvilket ville være uacceptabelt for Vaffelhuset og for havnens pladslejere og for kræmmere i sommerhalvåret. Dette kunne havnens bestyrelse ikke acceptere, og nedlagde forbud mod at inddrage parkeringspladsen. Havnens bestyrelse ville gerne fortsætte projektet gældende for havnepromenaden og vandkanten. Man ønsker etableret vandtrapper i stil med dem, som er etableret i Asaa, til stor glæde for havnens gæster og alle ”krabbefiskerne”. (se foto)
Havnen har mulighed for selv at projektere og igangsætte byggeriet af disse vandtrapper, hvilket kunne betyde, at de kunne stå klar til brug i den kommende sæson. Desværre er der indgået en kontrakt med arkitektfirmaet LabLand. LabLand skal projektere og tegne disse vandtrapper, hvilket i første omgang har betydet, at 20 % af de bevilgede midler (300.000) er blevet anvendt til honorar til arkitektfirmaet. Desværre har havnens ønsker ligget meget langt fra de løsninger som arkitektfirmaet har tegnet og fremvist.
Status lige nu er, at der skal afholdes nyt møde med arkitektfirmaet, idet at Aalborg Kommune og arbejdsgruppen forventer, at LabLand leverer nye tegninger, som i højere grad afspejler arbejdsgruppens konkrete ønsker. Desuden ønsker Aalborg Kommune at drift og vedligehold også tænkes ind i planen.
Opdatering 13. januar 2021:
Der er netop blevet afholdt at virtuelt møde, med deltagelse af Initiativgruppen, LapLand og Aalborg Kommune. Emnet var udformning af vandtrappen.
Der blev fremvist en skitse over en tænkt vandtrappe, og LapLAnd lovede at fremstille en mere detaljeret og specifik tegning, som forhåbentlig kan tiltrædes af alle parter. LapLand er af den overbevisning, at trappen burde kunne stå færdig primo juni i år.
Aalborg Kommune bemærkede, at projektet med vandtrappen skulle være afsluttet i år, da bevillingen i modsat fald vil blive trukket tilbage.